9 august 2016
Brexit og spøgelseskrigen
Af: Karsten Riise
September 1939 kom Storbritannien i krig i Europa. Krigen var erklæret, tropperne stillet op - men for de britiske tropper skete der absolut intet i 8 måneder.
Det blev kaldt "spøgelseskrigen". Da Storbritannien først rigtig kom i krig i maj 1940 blev de britiske tropper til gengæld fuldstændig løbet over ende.
På lignende måde ligner Englands exit fra EU i denne periode en "spøgelseskrig".
Beslutningen om at forlade EU er taget, i hvert fald for Englands vedkommende (Nordirland og i hvert fald Scotland ser det meget anderledes). Den britiske premier-minister har erklæret at "Brexit betyder Brexit" - men den praktisk-juridiske konsekvens i form af udmeldelse jvf. Lissabon-traktaten Art. 50 mangler fuldstændig. Bortset fra nogle få flygtige besøg i Tyskland, Frankrig og sågar Slovenien, så sker der absolut intet på den ydre front. På børsen i London fortsætter orkesteret ligesom i restauranten på Titanic med spille til dans, som om intet dramatisk var hændt.
Når englænderne ikke kan udskyde Brexit længere, så kan begivenhederne godt gå hen og blive hurtige og voldsomme.
Euro-skepsis er et udpræget engelsk provins-fænomen. London stemte "remain" og det samme gjorde Skotland og Nordirland. Det engelske provins-fænomen, euro-skepsis, er nært forbundet med Englands tabte selvopfattelse som imperium. Som imperie-mand var ingen anden end selveste Winston Churchill i 1948 fortaler for "Europas Forenede Stater" - han talte for fælles europæisk over-suverænitet på mange områder, herunder fælles mulig valuta. Det gjorde Churchill udfra en følelse af, at England via imperiet "besad de fleste af Afrikas ressourcer" og at England som formel (men forgældet!) "vinder" i 2. verdenskrig var født som leder(en) i Europa. Sejren skyldtes i virkeligheden i uundværlig grad Rusland og USAs involvering. Dengang i 1948 følte England og Churchill sig forbundet med Frankrig, som også så sig som "imperium", modsat USAs daværende selvforståelse.
Siden har Frankrig og Europa fundet sammen i en ikke-imperial virkelighed. Selvom Frankrig stadig har drømme om "Francafrique" - det fransktalende Afrika - så er Frankrigs selvforståelse solidt forankret i Europa. Hvad både Frankrig og Tyskland lærte i to blodige verdenskrige var også, at uden at disse to lande finder sammen og tilpasser sig hinanden i deres store nationale egoer, så bliver der aldrig fred. I England var det nationale over-ego imidlertid netop dét, som holdt England og Storbritannien gående i de mørke år, hvor den engelske hær var udraderet ved Dunkirk, og Europa var besat. På kontinentet er nationalisme forbundet med noget problematisk, med en farlig chauvinisme, mens den "storslåede" nationalisme i England næppe har fået den samme dubiøsitet som noget potentielt yderst farligt.
England har ikke, på samme måde som Frankrig, erstattet imperiets forsvinden med en europæisk selvforståelse.
Englands imperium er (som Frankrigs) gået den vej hønsene hakker. Først faldt Englands kolonier (det ydre imperium) væk. Siden er det gået mere end for Englands selvbevidsthed i nærområdet (det "indre" imperium) med større ikke-provinsengelsk selvbevidsthed og selvstyre i Skotland, Nordirland og endda Wales og Greater London, er det "indre" imperium af et "forenet" kongerige (the United Kingdom) smuldret.
I takt med tab af selvværd, er (provins-) Englands tiltro til sig selv i europæisk sammenhæng gået fra en overlegenhedsfølelse af at være dem, der virkelig styrer sagerne, til stigende identitetstab, mindreværd, angst og skepsis. Tabet af kulmine- og jernarbejdspladser gjorde kun denne udvikling sværere for provins-England. Fru Thatcher var på mange måder inkarnationen af denne triste engelske udvikling, hvor hun gen-forstærkede Englands imperie-selvbevidsthed (hvis grundlag udover et par Falklandsøer for længst var forsvundet) og gjorde en dyd ud af euro-skepsis ved at starte nogle EU-konflikter, som i deres udbasunering og langvarige ødelæggelse af EU-relationer til Berlin, Paris og Rom ofte var mere symbolske end rimelige eller praktisk fornuftige.
En englænder sagde til mig på en nylig Brexit-konference på Børsen, afholdt af det britiske handelskammer: "Krads en englænder på ryggen, og du finder en imperialist." Det er på tide, at englænderne (især flertallet i provinsen) nu over 55 år efter tabet af Kenya og siden tabet af Hong Kong omstiller deres identitet til realiteterne. I stedet for realitets-erkendelse, kunne det se ud til, at mange engelske europ-skeptikere fyldes af store illusioner om Englands ikke-eksisterende imperiale muligheder.
Det bliver en brat opvågnen, når spøgelseskrigen i Brexit bliver til en rigtig konflikt.
Karsten Riise
Partner & Editor
CHANGE NEWS
CHANGE MANAGEMENT
