May mod kanten

5 oktober 2016

Brexit - Ms. May sætter kurs mod kanten

Af: Karsten Riise

Brexit-sagaen i Storbritannien tager nu en ny kedelig vending.


Med taler og presse-meddeler i britiske medier, åbner Premierminister Ms. May, Indenrigsminister Amber Rudd, med støtte fra "De Tre Brexitérer" i hendes regering, for en skærpet tone.

1. Virksomheder i UK skal pålægges byrdefuldt bureaukrati med skarp indrapportering vedrørende ansættelse af udlændinge. Trusler om straf vil utvivlsomt følge.
2.  Virksomheder i UK vil blive udsættes for stats-indgreb (som skal udarbejdes) for ikke at "ansætte udlændinge, hvis der kan kvalificeres lokale". Det lyder smukt, men vil men lyder som en symbol-politik som kan blive hæmmende for virksomheds-klimaet i Storbritannien.
3. Virksomheder i UK får derved fremover mindre frihed til at finde og ansætte de bedst kvalificerede - lige fra faglærte arbejdere og op til top-uddannede, fordi udlændinge vil blive ramt af mistænksomhed, chikane og bureaukratisk besværliggørelse.
4. Virksomhederne i UK skal fremover svækkes i deres handlekraft med mere medarbejder-indflydelse - præcis som i flere EU-lande. Det lyder også smukt - men erfaringer fra andre EU-lande peger på, at større medarbejder-rettigheder mindsker lysten til at ansætte.
5. Udlejere skal i deres erhverv overvåges og straffes med fængsel for at leje ud til udlændinge, hvis det viser sig, at de ikke havde emmigrations-papirerne i orden. Problemet er jo, at udlejere nu skal spille politi-mand i Storbritannien, og udlejeren kan jo aldrig være helt sikker på, om en udlændings papirer er "gode nok" - så mange udlejere vil fremover sikker slet ikke udleje til udlændinge. Derved chikanerer Ms. May nu alle udlændinge i Storbritannien på deres adgang til bolig.
6. Udenlandske studerende får sværere adgang til Storbritannien - det rammer universiteter. Der har allerede været forlydender om, at britiske universiteter vil oprette filialer i på kontinentet. Ved at flytte til kontinentet kan man fortsat læse på et britisk universitet - i EU !
7. Flere og flere udlændinge - også svenskere, tyskere og højtuddannede - føler sig generet og truet, og mange tør ikke tale på gaden i England, af frygt for at tiltrække vold. Det viser en forespørgsel som en britisk avis har lavet til udenlandske ambassader, samt en artikel på CNN Online.
8. Japanske bilfabrikker og andre internationale virksomheder er allerede stærkt bekymrede over Brexit. Pressen i UK har ikke kun kritiseret kinesiske investeringer i atom-kraft, men også kritiseret at kinesere investerer i harmløse industrier, som feks. lystbåds-værfter.

Alt imens sekonderer "De Tre Brexitérer" i den britiske regering nu Ms. May med det ene ubrugelige løfte efter det andet om, at en "hård" Brexit bliver den rene kagedans - en gnidningsløs gang for Storbritannien mod et nyt globalt Shangrila.

Britisk politis statistik dokumenterer, at vold mod udlændinge er steget markant efter Brexit-afstemningen 23 juni i år. I nogle uger efter afstemningen har voldsniveauet mod udlændinge været op til 50% over sidste år - og det ser ud til at fortsætte på niveau 15%, dvs. markant højere, end tidligere. En polak er blevet myrdet og flere overfaldet på åben gade. Udenlandske ambassader er begyndt at føre statistik - selv Sveriges ambassade konstaterer verbale overfald. Ms. May har intet gjort for at begrænse hate-crime, vold og drab mod udlændinge - hun har ikke engang fordømt det.

Ms. May bærer et tungt ansvar for, at der i Storbritannien hersker et klima af stigende vold mod udlændinge. Ms. May var endda selv indenrigsminister med ansvar politiet inden hun blev premierminister - i dén tid har hun tilsyneladende HELLER IKKE lavet tilstrækkeligt forebyggende arbejde mod hate-crimes. Når hate-crimes kan ramme tyskere og svenskere i Storbritannien, så kan de også ramme danskere.

Britisk presse har IKKE klart fordømt de kraftigt stigende hate-crimes mod udlændinge i Storbritannien. Pressen i UK hetzer kun mod "kriminelle EU-migranter" (begrebet "EU-migranter" omfatter altså også danskere). Faren for udlændinge i Storbritannien er ikke så meget London eller Scotland, men i engelske provinsbyer, som feks. Harlow med 50-80.000 indbyggere, hvor én polak blev myrdet og flere maltrakteret af unge-grupper.

Brexit kunne være en chance for, at Storbritannien (efter lang, hård EU-exit) kunne åbne sig mod verden - i øjenhøjde.

I stedet for en positiv vision, så sætter Ms. May nu kurs mod mørkeland - mod at begrænse Storbritannien, at mindske tolerancen, at gøre forretningslivet sværere, at distancere hendes central-regering fra kritiske stemmer i Skotland, Nordirland og Wales  - i det hele taget at øge spændingerne og gøre det generelt ubehageligere for udlændinge og virksomheder i Storbritannien.


Karsten Riise
Partner & Editor

CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Spøgelseskrigen

9 august 2016

Brexit og spøgelseskrigen

Af: Karsten Riise

September 1939 kom Storbritannien i krig i Europa. Krigen var erklæret, tropperne stillet op - men for de britiske tropper skete der absolut intet i 8 måneder.


Det blev kaldt "spøgelseskrigen". Da Storbritannien først rigtig kom i krig i maj 1940 blev de britiske tropper til gengæld fuldstændig løbet over ende.

På lignende måde ligner Englands exit fra EU i denne periode en "spøgelseskrig".

Beslutningen om at forlade EU er taget, i hvert fald for Englands vedkommende (Nordirland og i hvert fald Scotland ser det meget anderledes). Den britiske premier-minister har erklæret at "Brexit betyder Brexit" - men den praktisk-juridiske konsekvens i form af udmeldelse jvf. Lissabon-traktaten Art. 50 mangler fuldstændig. Bortset fra nogle få flygtige besøg i Tyskland, Frankrig og sågar Slovenien, så sker der absolut intet på den ydre front. På børsen i London fortsætter orkesteret ligesom i restauranten på Titanic med spille til dans, som om intet dramatisk var hændt.

Når englænderne ikke kan udskyde Brexit længere, så kan begivenhederne godt gå hen og blive hurtige og voldsomme.

Euro-skepsis er et udpræget engelsk provins-fænomen. London stemte "remain" og det samme gjorde Skotland og Nordirland. Det engelske provins-fænomen, euro-skepsis, er nært forbundet med Englands tabte selvopfattelse som imperium. Som imperie-mand var ingen anden end selveste Winston Churchill i 1948 fortaler for "Europas Forenede Stater" - han talte for fælles europæisk over-suverænitet på mange områder, herunder fælles mulig valuta. Det gjorde Churchill udfra en følelse af, at England via imperiet "besad de fleste af Afrikas ressourcer" og at England som formel (men forgældet!) "vinder" i 2. verdenskrig var født som leder(en) i Europa. Sejren skyldtes i virkeligheden i uundværlig grad Rusland og USAs involvering. Dengang i 1948 følte England og Churchill sig forbundet med Frankrig, som også så sig som "imperium", modsat USAs daværende selvforståelse.

Siden har Frankrig og Europa fundet sammen i en ikke-imperial virkelighed. Selvom Frankrig stadig har drømme om "Francafrique" - det fransktalende Afrika - så er Frankrigs selvforståelse solidt forankret i Europa. Hvad både Frankrig og Tyskland lærte i to blodige verdenskrige var også, at uden at disse to lande finder sammen og tilpasser sig hinanden i deres store nationale egoer, så bliver der aldrig fred. I England var det nationale over-ego imidlertid netop dét, som holdt England og Storbritannien gående i de mørke år, hvor den engelske hær var udraderet ved Dunkirk, og Europa var besat. På kontinentet er nationalisme forbundet med noget problematisk, med en farlig chauvinisme, mens den "storslåede" nationalisme i England næppe har fået den samme dubiøsitet som noget potentielt yderst farligt.

England har ikke, på samme måde som Frankrig, erstattet imperiets forsvinden med en europæisk selvforståelse. 

Englands imperium er (som Frankrigs) gået den vej hønsene hakker. Først faldt Englands kolonier (det ydre imperium) væk.  Siden er det gået mere end for Englands selvbevidsthed i nærområdet (det "indre" imperium) med større ikke-provinsengelsk selvbevidsthed og selvstyre i Skotland, Nordirland og endda Wales og Greater London, er det "indre" imperium af et "forenet" kongerige (the United Kingdom) smuldret.

I takt med tab af selvværd, er (provins-) Englands tiltro til sig selv i europæisk sammenhæng gået fra en overlegenhedsfølelse af at være dem, der virkelig styrer sagerne, til stigende identitetstab, mindreværd, angst og skepsis. Tabet af kulmine- og jernarbejdspladser gjorde kun denne udvikling sværere for provins-England. Fru Thatcher var på mange måder inkarnationen af denne triste engelske udvikling, hvor hun gen-forstærkede Englands imperie-selvbevidsthed (hvis grundlag udover et par Falklandsøer for længst var forsvundet) og gjorde en dyd ud af euro-skepsis ved at starte nogle EU-konflikter, som i deres udbasunering og langvarige ødelæggelse af EU-relationer til Berlin, Paris og Rom ofte var mere symbolske end rimelige eller praktisk fornuftige.

En englænder sagde til mig på en nylig Brexit-konference på Børsen, afholdt af det britiske handelskammer: "Krads en englænder på ryggen, og du finder en imperialist." Det er på tide, at englænderne (især flertallet i provinsen) nu over 55 år efter tabet af Kenya og siden tabet af Hong Kong omstiller deres identitet til realiteterne. I stedet for realitets-erkendelse, kunne det se ud til, at mange engelske europ-skeptikere fyldes af store illusioner om Englands ikke-eksisterende imperiale muligheder.

Det bliver en brat opvågnen, når spøgelseskrigen i Brexit bliver til en rigtig konflikt.


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS
CHANGE MANAGEMENT

Taber ansigt

5 juli 2016

England taber ansigt

Af: Karsten Riise

Siden Thatcher, har England i over 30 år fået alle mulige uberettigede rabatter og særordninger. Og EU har været samarbejdsvillig.

Nu hvor Englænderne ultimativt vil det sidste, en situation som Englænderne selv har valgt, går Englænderne totalt i spåner. Englænderne ville både dette og hint – både hist og hisset –  nu står de som får (undskyld) og kan pludselig stort set INTET. Det er en hård beskrivelse, men desværre rammende.

Tidligere kunne England klare modgang. Nu, hvor modgangen jo bare skyldes dem selv, viser de den største ... (ja, jeg mangler ord). Verden må da overalt miste respekt for England.

Tab af respekt gør Englands position i verden endnu mere vanskelig. Hvem vil dog vise velvilje overfor et land, som har fået så meget, og som nu ikke står ved at leve op til deres egen beslutning?

Det vil ramme England hårdt - både i EU, som skal give dem handelslempelser som 3dje land, og ikke mindst på de østlige markeder, hvor omdømme betyder så meget, og som skal eftertragte det britiske ”Brand” hvis det skal lykkes for England bare delvist at kompensere for sit kommende tab af marked i EU.

Asiater vil mindre begære vestlige varer af et svagt England.


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS
CHANGE MANAGEMENT