EU forsvaret

ANALYSE


23 november 2017

Danmark og EU forsvaret

Af: Karsten Riise

”Jeg skal ikke ind og fifle med et forbehold”
Anders Samuelsen, Jyllandsposten 2017.11.14 s.11


EU-forsvar ved at overhale Danmark

EU er en Forsvarsunion, og Danmark er det eneste EU-land, der ikke er fuldgyldigt medlem.

EU-traktaten, TEU art. 42.7 fastlægger udtrykkeligt, at medlemslandene skal yde ”al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen” til et andet EU-land, der angribes på sit territorium. EU fastlægger en ubegrænset forsvars-forpligtelse.

Efter terrorangrebene i 2015 blev TEU art. 42.7 aktiveret af Frankrig. EU-landene blev dermed ubegrænset forpligtet til at bidrage til Frankrigs forsvar mod terror. Også de ”neutrale” lande Sverige og Finland er ubegrænset forpligtet til EU som forsvars-blok.

I modsætning hertil indebærer NATO juridisk set ikke, som nogen tror, en ubegrænset forsvars-forpligtelse. NATO-traktaten art. 5 indeholder en moralsk beskrivelse om, at ethvert angreb på et andet medlemsland skal ”betragtes” som et ”angreb mod dem alle” -  men hvilke foranstaltninger et NATO-land ved given anledning og i hvilket omfang er forpligtet til, er ikke juridisk præciseret i NATO-traktaten. EU Forsvarsunionen er juridisk mere klar og vidtgående end NATO.

Den faktiske betydning af NATO har ligget i det praktiske forsvars-samarbejde. NATO har jo en fælles kommando, men dén kan ethvert NATO-land (feks. Frankrig) når som helst vælge at holde sig udenfor. Hvis de baltiske lande teoretisk set skulle blive angrebet, så er for eksempel NATO-partneren Tyrkiet ikke juridisk forpligtet til at yde ”ubegrænset” militær bistand, og det er USA heller ikke.

Nu er EU ved at indhente – og kan på flere måder overhale – NATO i det praktiske forsvars-samarbejde.


EU militær integration – skrue med langt gevind

Med aktiveringen af EU's forsvarskomponent ”Permanent Structured Cooperation” (PeSCO jf. TEU art. 42.6) i november 2017, bliver ”neutrale” Sverige og Finland nu integreret i et tættere, på mange måder langt mere koordineret og harmoniserende forsvarssamarbejde, end Danmark nogensinde har været det i NATO. Kun Irland, Portugal  og Malta, står (endnu) udenfor PeSCO.

Nu vil EU med øget hastighed gå mod stadig større og større militær integration - henimod et fælles EU-forsvar. EU's militære integration er en skrue med et langt gevind.

EU vil råde over en voksende hær af egne EU Battle Groups på hver 1.500 soldater – sammen kommer de fremover til at svare til flere EU-divisioner, som EU kan indsætte globalt med 10 dages varsel, og som umiddelbart kan holde sig i felten i 1 måned, og op til 3 måneder ved rotation. EU Battle Groups er nationalt blandede enheder. NATO har aldrig på samme måde haft egne enheder i eget navn, og i princippet har hvert NATO-land fastholdt egne enheder under egen ledelse, selv under fælles kommando. EU går altså videre end NATO, også på dét punkt.

I stigende grad vil EU koordinere hvilke våben, EU-landene skal udvikle og købe, og hvilke EU-lande, der skal stå for udvikling og anskaffelse af hvilke våben-systemer.

Danmark bliver nødt til at samordne sine våbenkøb med EU – alt andet giver ikke mening.

EU vil satse på Eurofighter – ikke på F-35.

EU vil arbejde med individuelle forsvarsmål for hvert medlemsland – militære mål, som løbende vil blive øget for hvert EU-land.

Indenfor PeSCO forpligter EU-landene sig til årligt at afkorte og effektivisere deres nationale beslutningsprocedurer, og fremlægge deres forsvars-planer, systemer og enheder. Kortere nationale beslutningsprocedurer betyder, at hvert EU-land med kort varsel skal kunne stille med enheder til EU’s fælles kamp. Hvert år skal lande som Sverige og Finland stå til regnskab overfor EU, hvorvidt de har nået de stadig øgede mål på forsvarsområdet, og nye mål aftales.

PeSCO er ”modul-opbygget” og hastigheden er forskellig for hvert land.

Men hvert land er forpligtet til som minimum altid at deltage i mindst ét EU militær-projekt (enten våben/kapabilitets-projekt eller mission). Hele PeSCO er opbygget efter et princip om stadig stigende fælles militært råderum.

Ambitionen i EU er skriftlig bekendtgjort til ”de mest krævende missioner”.

Dét betyder, at de élite-lande, der med Frankrig i spidsen (med Danmark i halen) vil ”gå videre” med skarpe militær-operationer, nu kan gå lige så langt de vil, så længe EU-kommissionen og Rådet (minus Danmark) støtter det.

”EU-hæren”, det fælles EU-forsvar, er formelt set ikke helt oprettet endnu - men den er kun en hårsbredde væk. Alle ”lego-klodserne” til EU-forsvaret, inklusive hovedkvarter for militær planlægning og gennemførelse, rådighed og koordination af enheder og våbensystemer, er nu lagt tilrette, så den fuldstændige ”EU-hær” kan samles på et øjeblik.


EU-forsvaret hurtig på vej

Det er værd at hæfte sig ved, hvor hurtigt den politiske proces mod fælles EU-forsvar går for tiden.

Idéen om et fælles EU-forsvar blev første gang nedskrevet i 1990’erne, og i 25 år skete der stort set ikke noget. Men efter Ukraine, terrorangreb, Brexit, ny USA-præsident, et stærkere Kina, et usikkert Mellemøsten, stigende klima-problemer og en befolkningsbølge på vej i Afrika, har EU de sidste 15 måneder flyttet sig med kæmpe militære skridt:

(1)    EU har fremlagde sommeren 2016 en fælles EU Global (forsvars) Strategi,

(2)    EU planlægger (sammen med NATO) veje og broer, så tunge og store militære enheder kan flytte rundt i Europa på kort tid.
 

(3)    EU har oprettet et militært hovedkvarter, Military Planning and Conduct Capability, MPCC, der skal lede og koordinere internationale EU-militære operationer fra Bruxelles,

(4)    EU har etableret en stor ambitiøs European Defense Fund, EDF, som fra 2020 skal give ca. 4 mia. kr. årligt til at løfte ca. 20 mia. kr. årligt i våben-udvikling,

(5)    EU styrker sit forsvarsagentur, European Defence Agency, EDA.

a.      Gennem EDA vil EU udpege de mange ”dobbelte og tredobbelte” våbenprogrammer i EU, som skal stoppes.

b.      EDA vil sammen med EU-landene udpege de fremtidige våbensystemer, som EU-landene skal satse på, og hvilke lande der i grupper skal gå sammen om hvilke våben-udviklinger – samt hvordan disse våben-systemer skal spille sammen.

Hvis dansk Forsvar satser på et våbensystem, som EU (via EDA) vælger at erstatte med et andet, så kan Danmark dumme sig. Det bliver også EU, som kommer til at fastlægge alle tekniske standarder for harmonisering og samordning af forsvarsmateriel, herunder IT-mæssigt. Al dansk forsvarsplanlægning og våbenkøb er fremover dybt afhængig af EU.

Hele forsvarsindustrien i Danmark (20 mia. i omsætning, bredt regnet) får store besværligheder i konkurrencen, fordi Danmark er udenfor EU's våbentekniske samarbejde. Dansk forsvarsindustri er særlig aktiv med del-produkter (radar, software osv.), der vil afhænge af EU’s valg af hoved-system, og af EU’s hamonisering og standarder indenfor forsvar.

(6)    EDA kommer fremover til at råde over en ”database” over alle EU-landenes militære enheder. Databasen vil vise, hvilke enheder, hvert land kan (og skal) stille til rådighed for EU Battle Groups og EU-militære missioner.

Nu skal EU bare ”trykke på knappen”, så springer ”EU-hæren” op af boxen - alle EU-landene kommer til at stå klar med hver deres militære enheder til  ”EU-hæren”.

(7)    EDA skal fremover forpligte hvert medlemsland til årlige militær-aftaler, som skal revideres ved en Coordinated Annual Review on Defence, CARD procedure. Hvert år skal EU-landene tage nye skridt videre hen mod det militære fællesskab.

(8)    Her i november 2017 har en bred koalition på hele 23 lande ud af EU's kommende 27 medlemsstater, aktiveret TEU artikel 42.7 og dermed etableret det permanente forsvarssamarbejde PeSCO.

Alle PeSCO landene er tilfredse: Tyskland har sikret et bredt samarbejde på hele 23 lande, og Frankrig har sikret, at Frankrig kan lede en avant-garde på militærområdet. Italien ville gerne straks have oprettet EU-forsvaret, men er formentlig også tilfreds. Storbritannien behøves ikke, og Storbritannien kan ikke bruge sine militære bidrag til Europa som ”brik” i Brexit-forhandlingerne. EU-præsident Junker er glad, og EU’s Udenrigskommissær Frederica Mogherini smiler – hun gør det godt, og hun kommer til at lede det hele.

Ovenfor viser en lang række af store og meget langtrækkende militære tiltag, EU nu indfører i bredt fællesskab – og det fortsætter jo.

Signalet er helt klart: EU-landene er bredt og fast besluttede på, at EU skal ”stå på egne ben” både i Europas nærområde (Rusland-Centralasien, Tyrkiet-Mellemøsten, Afrika) og ”ude i verden”. EU ønsker ikke fremover at være forsvarsmæssigt afhængige af hverken Storbritannien eller USA – derfor satser EU stort.

Danmark bliver overhalet og omgået – Danmark kan hverken læne sig op af USA (som man plejede) eller ”snakke-forbehold” og ignorere EU’s forsvars-udvikling.


Godt eller skidt? – Ikke til at komme udenom

Nogen danskere vil prise sig lykkelige over, at Danmark ”ikke er med i alt dette” - men Danmark bliver nødt til at forholde sig aktivt til det.

I forvejen er Danmark jo med i flere militære operationer, ikke mindst med Frankrig.

Sådanne militære operationer (med dansk deltagelse) vil Frankrig formentlig snart gøre til EU militær-missioner, samtidig med at Frankrig indenfor EU's nye militær-civile rammer naturligvis beholder sit faktiske lederskab i operationerne. EU’s samarbejde med FN vil ikke bare fortsætte, men øges.

Hvis Danmark også fremover vil deltage militært i FN-missioner, så forvent, at Danmark kommer under EU-militær ledelse.

EU samarbejder nu tæt med NATO, men NATO mister i betydning som USA-domineret enhed.

Det er kun godt. NATO er kun et rent militært instrument. NATO kan ”slå porcelæn i stykker”, men NATO har ikke værktøjer til de samfundsmæssige helhedsløsninger, der i stigende grad behøves, for at samfund kan virke. NATO mangler både civile midler og de socialvidenskabelige værktøjer til ”samtænkning” af civil-militær, som har manglet så fatalt i mange af de fejlslagne krige, Danmark har deltaget så villigt i.

Meget ”udenrigspolitik” er for USA ”skyd først og spørg senere” (eller spørg slet ikke).

Hvad værre er: USA har tilsyneladende i Syrien via sine ”venner” i regionen tilladt væksten af ekstremistiske grupper, som derpå via deres netværk har udøvet terror mod EU-hovedstæder. Der er derfor desværre et spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang USA's globale militær-politik er tvetydig eller fuldt forenelig med EU’s egen sikkerhed.

USAs forkærlighed for det militære har ført til stigende handicappet militarisering af USAs udenrigspolitik. USA’s civile indsatser i feks. Afghanistan blev hurtigt overtaget og nedgjort af militæret. USA skabte under tidligere præsident Obama stigende spændinger mellem EU og Rusland, uden at USA følte sig forpligtet til at finde en politisk løsning med Rusland. Siden i år 2017, er USA's udenrigsministerium nedskåret, kun for at endnu flere penge kan bruges endnu mere ensidigt på militær. Der er tale om en underliggende tendens i USA.

Danmark har elsket at deltage i USA-koalitioner af de ”villige”, men USA er ikke fremover noget alternativ for Danmark til EU. USA koncentrerer sig mere om sig selv, og USA evner simpelthen ikke dén nødvendige civil-militære helhed, som EU fremover vil råde over.

Europæisk militært samarbejde med USA vil i stigende grad ske, hvor EU-landene udgør én samlet militær EU-blok i forhold til USA. Danmark hænger i midten.

Udgangspunktet for EU er det omvendte af USA og NATO: Civile udenrigspolitiske mål har altid været vigtigst for EU.

De udenrigspolitiske værktøjer for EU har først og fremmest været bløde.

EU’s nye militære dimension bliver altså koblet på den civile del, ikke omvendt. EU har en fælles chef (HR/VP Frederica Mogherini) for begge dele, og EU civil-militær planlægning og gennemføring koordineres gennem en fælles arbejdsgruppe, Joint Support Coordination Cell, JSCC. EU tænker i stigende grad rigtigt. Danmark kan ikke selv alene løfte de opgaver, som Europa, Afrika og verden har behov for. Ingen andre er mere egnet end EU, som partner for Danmark – men Danmark holder sig udenfor.

Danmark er del af EU, og Danmark deltager jo gerne i EU's udenrigspolitik. Danmark deltager jo også gerne i ”koalitioner”, selv når resultaterne (som i Libyen) ofte har været tåbelige. Når EU's udenrigspolitik nu også får militære midler til rådighed, så bliver der tale om én samlet civil-militær EU-indsats, med mulighed for bedre perspektiver.

Realiseringen af de store muligheder gennem bedre EU civil-militær samordning kan Danmark ikke influere, ved at stå udenfor.

Danmark kommer fremover til at stå i en komplet umulig situation for fortsat at skulle deltage fuldt i EU-udenrigspolitikken. EU’s militære dimension bliver oftere en næsten uadskillelig del af EU's udenrigspolitik. Danmark får sværere ved at sige, at ”Danmark vil gerne være med, men kun på en civil del”, for det bliver flere integrerede indsatser.

Det har aldrig skortet på udenrigspolitiske ambitioner i lille-Danmark. Nu bliver Danmark udfordret på en måde, Danmark ikke kommer udenom.


Afrika

Afrika har enorm og stigende betydning for Europas sikkerhed. EU satser store politiske, økonomiske, udviklingsmæssige og militære ressourcer sammen med Afrika. Til dato har EU gennemført 35 operationer – 12 militære og 23 civile.

I Afrika er EU (og Kina) i forvejen største aktør. EU bliver nu med koordinering af civil og militær indsats langt bedre i stand til at samarbejde over hele registret med lande i Afrika.

Selv Enhedslisten vil måske endda kunne bifalde, at afrikanske nødhjælpskolonner kan beskyttes, og at EU både har midlerne til at organisere nødhjælpen, og midlerne til dens beskyttelse. Dette blot til eksempel.


Udenrigspolitiske muligheder – hvis Danmark tør

Folketinget er ikke forpligtet til at afholde nogen folkeafstemning til at ”spørge folket”, for at samarbejde mere med EU om forsvar.

Forsvarssamarbejdet i EU indebærer ikke nogen ”suverænitets-afgivelse”.

Det ”Nationale Kompromis” med ”forsvarsforbeholdet” fra 1992 var en rent Christiansborg-politisk aftale indgået i en helt anden tid, under helt andre udenrigspolitiske vilkår for 25 år siden. I indre-dansk sammenhæng er ”forsvarsforbeholdet” juridisk indholdsløst, og bliver politisk irrelevant, i dét omfang, den ”nationale stemning” opbløder sig.

Dét kalder på debat – ikke på at putte ”hovedet i busken”.

Tæt dansk deltagelse i EU’s forsvarssamarbejde kan gennemføres med en politisk beslutning, som et (bredt) flertal i Folketinget kan træffe, efter åbne diskussioner i medierne med befolkningen.

Dansk Folkeparti og venstrefløjen inklusive Enhedslisten spiller en vigtig rolle.

Samarbejdsmodeller for, hvordan Danmark kan samarbejde med EU om forsvar, er også klar.

Gør som med den Monetære Union og EU’s juridiske samarbejde: Danmark bliver fast militær samarbejdspartner med EU gennem modul-opbyggede aftaler på forsvar og militær. Ligesom NATO indarbejder ”neutrale” ikke-medlemslande som Sverige, Finland i sin partnerskabs-struktur, så vil EU-PeSCO også lave tæt permanent struktureret samarbejde med ikke-PeSCO lande, herunder Danmark.

Helt konkret bør Danmark på linje med PeSCO-landene deltage i de årlige militære evalueringer og målsætninger, som EU nu gennemfører. Danmark bør tilpasse sine våben-anskaffelser til EU's planlægning (hvilket taler for Eurofighter, A400M og andre europæiske våbensystemer).

Danmark bør også deltage i EU’s militær-operationer, for eksempel i Afrika, hvis operationens mål og virkemidler i øvrigt giver mening (!)

Senere kan Danmark melde sig ind i PeSCO, når erfaringerne og ”folkestemningen” gør tiden moden til en mere vidtgående Folketingsbeslutning – men uden folkeafstemning.

Hele temaet omkring ”retsforbeholdet” viser, at Folketingets partier (inklusive Dansk Folkeparti), har solid (vil nogen sige lidt hyklerisk?) tradition for at ”spørge folket” – hvorefter de videst muligt gør det modsatte af dét, som ”folket” stemte for.

Det hænger jo ikke sammen.

Danske soldater bør ikke sætte livet på spil (og i krig sætte andres liv på spil), for pludselig at blive udsat for en negativ folke-stemning, bare fordi politikerne ikke rettidigt (dvs. nu) udviste moralsk mod til en bred åben diskussion, og politikerne i stedet valgte at ”fifle” ved at gå ”bag om folket”.

Debatten om EU-forsvaret har i danske medier været tilbageholdende.

At øge debatten om EU-forsvaret er netop ikke at ”fifle” - men at gå åbent ind et tema, som Danmark ikke kommer udenom.


Karsten Riise
Partner & Editor

CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT