EU forsvaret

ANALYSE


23 november 2017

Danmark og EU forsvaret

Af: Karsten Riise

”Jeg skal ikke ind og fifle med et forbehold”
Anders Samuelsen, Jyllandsposten 2017.11.14 s.11


EU-forsvar ved at overhale Danmark

EU er en Forsvarsunion, og Danmark er det eneste EU-land, der ikke er fuldgyldigt medlem.

EU-traktaten, TEU art. 42.7 fastlægger udtrykkeligt, at medlemslandene skal yde ”al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen” til et andet EU-land, der angribes på sit territorium. EU fastlægger en ubegrænset forsvars-forpligtelse.

Efter terrorangrebene i 2015 blev TEU art. 42.7 aktiveret af Frankrig. EU-landene blev dermed ubegrænset forpligtet til at bidrage til Frankrigs forsvar mod terror. Også de ”neutrale” lande Sverige og Finland er ubegrænset forpligtet til EU som forsvars-blok.

I modsætning hertil indebærer NATO juridisk set ikke, som nogen tror, en ubegrænset forsvars-forpligtelse. NATO-traktaten art. 5 indeholder en moralsk beskrivelse om, at ethvert angreb på et andet medlemsland skal ”betragtes” som et ”angreb mod dem alle” -  men hvilke foranstaltninger et NATO-land ved given anledning og i hvilket omfang er forpligtet til, er ikke juridisk præciseret i NATO-traktaten. EU Forsvarsunionen er juridisk mere klar og vidtgående end NATO.

Den faktiske betydning af NATO har ligget i det praktiske forsvars-samarbejde. NATO har jo en fælles kommando, men dén kan ethvert NATO-land (feks. Frankrig) når som helst vælge at holde sig udenfor. Hvis de baltiske lande teoretisk set skulle blive angrebet, så er for eksempel NATO-partneren Tyrkiet ikke juridisk forpligtet til at yde ”ubegrænset” militær bistand, og det er USA heller ikke.

Nu er EU ved at indhente – og kan på flere måder overhale – NATO i det praktiske forsvars-samarbejde.


EU militær integration – skrue med langt gevind

Med aktiveringen af EU's forsvarskomponent ”Permanent Structured Cooperation” (PeSCO jf. TEU art. 42.6) i november 2017, bliver ”neutrale” Sverige og Finland nu integreret i et tættere, på mange måder langt mere koordineret og harmoniserende forsvarssamarbejde, end Danmark nogensinde har været det i NATO. Kun Irland, Portugal  og Malta, står (endnu) udenfor PeSCO.

Nu vil EU med øget hastighed gå mod stadig større og større militær integration - henimod et fælles EU-forsvar. EU's militære integration er en skrue med et langt gevind.

EU vil råde over en voksende hær af egne EU Battle Groups på hver 1.500 soldater – sammen kommer de fremover til at svare til flere EU-divisioner, som EU kan indsætte globalt med 10 dages varsel, og som umiddelbart kan holde sig i felten i 1 måned, og op til 3 måneder ved rotation. EU Battle Groups er nationalt blandede enheder. NATO har aldrig på samme måde haft egne enheder i eget navn, og i princippet har hvert NATO-land fastholdt egne enheder under egen ledelse, selv under fælles kommando. EU går altså videre end NATO, også på dét punkt.

I stigende grad vil EU koordinere hvilke våben, EU-landene skal udvikle og købe, og hvilke EU-lande, der skal stå for udvikling og anskaffelse af hvilke våben-systemer.

Danmark bliver nødt til at samordne sine våbenkøb med EU – alt andet giver ikke mening.

EU vil satse på Eurofighter – ikke på F-35.

EU vil arbejde med individuelle forsvarsmål for hvert medlemsland – militære mål, som løbende vil blive øget for hvert EU-land.

Indenfor PeSCO forpligter EU-landene sig til årligt at afkorte og effektivisere deres nationale beslutningsprocedurer, og fremlægge deres forsvars-planer, systemer og enheder. Kortere nationale beslutningsprocedurer betyder, at hvert EU-land med kort varsel skal kunne stille med enheder til EU’s fælles kamp. Hvert år skal lande som Sverige og Finland stå til regnskab overfor EU, hvorvidt de har nået de stadig øgede mål på forsvarsområdet, og nye mål aftales.

PeSCO er ”modul-opbygget” og hastigheden er forskellig for hvert land.

Men hvert land er forpligtet til som minimum altid at deltage i mindst ét EU militær-projekt (enten våben/kapabilitets-projekt eller mission). Hele PeSCO er opbygget efter et princip om stadig stigende fælles militært råderum.

Ambitionen i EU er skriftlig bekendtgjort til ”de mest krævende missioner”.

Dét betyder, at de élite-lande, der med Frankrig i spidsen (med Danmark i halen) vil ”gå videre” med skarpe militær-operationer, nu kan gå lige så langt de vil, så længe EU-kommissionen og Rådet (minus Danmark) støtter det.

”EU-hæren”, det fælles EU-forsvar, er formelt set ikke helt oprettet endnu - men den er kun en hårsbredde væk. Alle ”lego-klodserne” til EU-forsvaret, inklusive hovedkvarter for militær planlægning og gennemførelse, rådighed og koordination af enheder og våbensystemer, er nu lagt tilrette, så den fuldstændige ”EU-hær” kan samles på et øjeblik.


EU-forsvaret hurtig på vej

Det er værd at hæfte sig ved, hvor hurtigt den politiske proces mod fælles EU-forsvar går for tiden.

Idéen om et fælles EU-forsvar blev første gang nedskrevet i 1990’erne, og i 25 år skete der stort set ikke noget. Men efter Ukraine, terrorangreb, Brexit, ny USA-præsident, et stærkere Kina, et usikkert Mellemøsten, stigende klima-problemer og en befolkningsbølge på vej i Afrika, har EU de sidste 15 måneder flyttet sig med kæmpe militære skridt:

(1)    EU har fremlagde sommeren 2016 en fælles EU Global (forsvars) Strategi,

(2)    EU planlægger (sammen med NATO) veje og broer, så tunge og store militære enheder kan flytte rundt i Europa på kort tid.
 

(3)    EU har oprettet et militært hovedkvarter, Military Planning and Conduct Capability, MPCC, der skal lede og koordinere internationale EU-militære operationer fra Bruxelles,

(4)    EU har etableret en stor ambitiøs European Defense Fund, EDF, som fra 2020 skal give ca. 4 mia. kr. årligt til at løfte ca. 20 mia. kr. årligt i våben-udvikling,

(5)    EU styrker sit forsvarsagentur, European Defence Agency, EDA.

a.      Gennem EDA vil EU udpege de mange ”dobbelte og tredobbelte” våbenprogrammer i EU, som skal stoppes.

b.      EDA vil sammen med EU-landene udpege de fremtidige våbensystemer, som EU-landene skal satse på, og hvilke lande der i grupper skal gå sammen om hvilke våben-udviklinger – samt hvordan disse våben-systemer skal spille sammen.

Hvis dansk Forsvar satser på et våbensystem, som EU (via EDA) vælger at erstatte med et andet, så kan Danmark dumme sig. Det bliver også EU, som kommer til at fastlægge alle tekniske standarder for harmonisering og samordning af forsvarsmateriel, herunder IT-mæssigt. Al dansk forsvarsplanlægning og våbenkøb er fremover dybt afhængig af EU.

Hele forsvarsindustrien i Danmark (20 mia. i omsætning, bredt regnet) får store besværligheder i konkurrencen, fordi Danmark er udenfor EU's våbentekniske samarbejde. Dansk forsvarsindustri er særlig aktiv med del-produkter (radar, software osv.), der vil afhænge af EU’s valg af hoved-system, og af EU’s hamonisering og standarder indenfor forsvar.

(6)    EDA kommer fremover til at råde over en ”database” over alle EU-landenes militære enheder. Databasen vil vise, hvilke enheder, hvert land kan (og skal) stille til rådighed for EU Battle Groups og EU-militære missioner.

Nu skal EU bare ”trykke på knappen”, så springer ”EU-hæren” op af boxen - alle EU-landene kommer til at stå klar med hver deres militære enheder til  ”EU-hæren”.

(7)    EDA skal fremover forpligte hvert medlemsland til årlige militær-aftaler, som skal revideres ved en Coordinated Annual Review on Defence, CARD procedure. Hvert år skal EU-landene tage nye skridt videre hen mod det militære fællesskab.

(8)    Her i november 2017 har en bred koalition på hele 23 lande ud af EU's kommende 27 medlemsstater, aktiveret TEU artikel 42.7 og dermed etableret det permanente forsvarssamarbejde PeSCO.

Alle PeSCO landene er tilfredse: Tyskland har sikret et bredt samarbejde på hele 23 lande, og Frankrig har sikret, at Frankrig kan lede en avant-garde på militærområdet. Italien ville gerne straks have oprettet EU-forsvaret, men er formentlig også tilfreds. Storbritannien behøves ikke, og Storbritannien kan ikke bruge sine militære bidrag til Europa som ”brik” i Brexit-forhandlingerne. EU-præsident Junker er glad, og EU’s Udenrigskommissær Frederica Mogherini smiler – hun gør det godt, og hun kommer til at lede det hele.

Ovenfor viser en lang række af store og meget langtrækkende militære tiltag, EU nu indfører i bredt fællesskab – og det fortsætter jo.

Signalet er helt klart: EU-landene er bredt og fast besluttede på, at EU skal ”stå på egne ben” både i Europas nærområde (Rusland-Centralasien, Tyrkiet-Mellemøsten, Afrika) og ”ude i verden”. EU ønsker ikke fremover at være forsvarsmæssigt afhængige af hverken Storbritannien eller USA – derfor satser EU stort.

Danmark bliver overhalet og omgået – Danmark kan hverken læne sig op af USA (som man plejede) eller ”snakke-forbehold” og ignorere EU’s forsvars-udvikling.


Godt eller skidt? – Ikke til at komme udenom

Nogen danskere vil prise sig lykkelige over, at Danmark ”ikke er med i alt dette” - men Danmark bliver nødt til at forholde sig aktivt til det.

I forvejen er Danmark jo med i flere militære operationer, ikke mindst med Frankrig.

Sådanne militære operationer (med dansk deltagelse) vil Frankrig formentlig snart gøre til EU militær-missioner, samtidig med at Frankrig indenfor EU's nye militær-civile rammer naturligvis beholder sit faktiske lederskab i operationerne. EU’s samarbejde med FN vil ikke bare fortsætte, men øges.

Hvis Danmark også fremover vil deltage militært i FN-missioner, så forvent, at Danmark kommer under EU-militær ledelse.

EU samarbejder nu tæt med NATO, men NATO mister i betydning som USA-domineret enhed.

Det er kun godt. NATO er kun et rent militært instrument. NATO kan ”slå porcelæn i stykker”, men NATO har ikke værktøjer til de samfundsmæssige helhedsløsninger, der i stigende grad behøves, for at samfund kan virke. NATO mangler både civile midler og de socialvidenskabelige værktøjer til ”samtænkning” af civil-militær, som har manglet så fatalt i mange af de fejlslagne krige, Danmark har deltaget så villigt i.

Meget ”udenrigspolitik” er for USA ”skyd først og spørg senere” (eller spørg slet ikke).

Hvad værre er: USA har tilsyneladende i Syrien via sine ”venner” i regionen tilladt væksten af ekstremistiske grupper, som derpå via deres netværk har udøvet terror mod EU-hovedstæder. Der er derfor desværre et spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang USA's globale militær-politik er tvetydig eller fuldt forenelig med EU’s egen sikkerhed.

USAs forkærlighed for det militære har ført til stigende handicappet militarisering af USAs udenrigspolitik. USA’s civile indsatser i feks. Afghanistan blev hurtigt overtaget og nedgjort af militæret. USA skabte under tidligere præsident Obama stigende spændinger mellem EU og Rusland, uden at USA følte sig forpligtet til at finde en politisk løsning med Rusland. Siden i år 2017, er USA's udenrigsministerium nedskåret, kun for at endnu flere penge kan bruges endnu mere ensidigt på militær. Der er tale om en underliggende tendens i USA.

Danmark har elsket at deltage i USA-koalitioner af de ”villige”, men USA er ikke fremover noget alternativ for Danmark til EU. USA koncentrerer sig mere om sig selv, og USA evner simpelthen ikke dén nødvendige civil-militære helhed, som EU fremover vil råde over.

Europæisk militært samarbejde med USA vil i stigende grad ske, hvor EU-landene udgør én samlet militær EU-blok i forhold til USA. Danmark hænger i midten.

Udgangspunktet for EU er det omvendte af USA og NATO: Civile udenrigspolitiske mål har altid været vigtigst for EU.

De udenrigspolitiske værktøjer for EU har først og fremmest været bløde.

EU’s nye militære dimension bliver altså koblet på den civile del, ikke omvendt. EU har en fælles chef (HR/VP Frederica Mogherini) for begge dele, og EU civil-militær planlægning og gennemføring koordineres gennem en fælles arbejdsgruppe, Joint Support Coordination Cell, JSCC. EU tænker i stigende grad rigtigt. Danmark kan ikke selv alene løfte de opgaver, som Europa, Afrika og verden har behov for. Ingen andre er mere egnet end EU, som partner for Danmark – men Danmark holder sig udenfor.

Danmark er del af EU, og Danmark deltager jo gerne i EU's udenrigspolitik. Danmark deltager jo også gerne i ”koalitioner”, selv når resultaterne (som i Libyen) ofte har været tåbelige. Når EU's udenrigspolitik nu også får militære midler til rådighed, så bliver der tale om én samlet civil-militær EU-indsats, med mulighed for bedre perspektiver.

Realiseringen af de store muligheder gennem bedre EU civil-militær samordning kan Danmark ikke influere, ved at stå udenfor.

Danmark kommer fremover til at stå i en komplet umulig situation for fortsat at skulle deltage fuldt i EU-udenrigspolitikken. EU’s militære dimension bliver oftere en næsten uadskillelig del af EU's udenrigspolitik. Danmark får sværere ved at sige, at ”Danmark vil gerne være med, men kun på en civil del”, for det bliver flere integrerede indsatser.

Det har aldrig skortet på udenrigspolitiske ambitioner i lille-Danmark. Nu bliver Danmark udfordret på en måde, Danmark ikke kommer udenom.


Afrika

Afrika har enorm og stigende betydning for Europas sikkerhed. EU satser store politiske, økonomiske, udviklingsmæssige og militære ressourcer sammen med Afrika. Til dato har EU gennemført 35 operationer – 12 militære og 23 civile.

I Afrika er EU (og Kina) i forvejen største aktør. EU bliver nu med koordinering af civil og militær indsats langt bedre i stand til at samarbejde over hele registret med lande i Afrika.

Selv Enhedslisten vil måske endda kunne bifalde, at afrikanske nødhjælpskolonner kan beskyttes, og at EU både har midlerne til at organisere nødhjælpen, og midlerne til dens beskyttelse. Dette blot til eksempel.


Udenrigspolitiske muligheder – hvis Danmark tør

Folketinget er ikke forpligtet til at afholde nogen folkeafstemning til at ”spørge folket”, for at samarbejde mere med EU om forsvar.

Forsvarssamarbejdet i EU indebærer ikke nogen ”suverænitets-afgivelse”.

Det ”Nationale Kompromis” med ”forsvarsforbeholdet” fra 1992 var en rent Christiansborg-politisk aftale indgået i en helt anden tid, under helt andre udenrigspolitiske vilkår for 25 år siden. I indre-dansk sammenhæng er ”forsvarsforbeholdet” juridisk indholdsløst, og bliver politisk irrelevant, i dét omfang, den ”nationale stemning” opbløder sig.

Dét kalder på debat – ikke på at putte ”hovedet i busken”.

Tæt dansk deltagelse i EU’s forsvarssamarbejde kan gennemføres med en politisk beslutning, som et (bredt) flertal i Folketinget kan træffe, efter åbne diskussioner i medierne med befolkningen.

Dansk Folkeparti og venstrefløjen inklusive Enhedslisten spiller en vigtig rolle.

Samarbejdsmodeller for, hvordan Danmark kan samarbejde med EU om forsvar, er også klar.

Gør som med den Monetære Union og EU’s juridiske samarbejde: Danmark bliver fast militær samarbejdspartner med EU gennem modul-opbyggede aftaler på forsvar og militær. Ligesom NATO indarbejder ”neutrale” ikke-medlemslande som Sverige, Finland i sin partnerskabs-struktur, så vil EU-PeSCO også lave tæt permanent struktureret samarbejde med ikke-PeSCO lande, herunder Danmark.

Helt konkret bør Danmark på linje med PeSCO-landene deltage i de årlige militære evalueringer og målsætninger, som EU nu gennemfører. Danmark bør tilpasse sine våben-anskaffelser til EU's planlægning (hvilket taler for Eurofighter, A400M og andre europæiske våbensystemer).

Danmark bør også deltage i EU’s militær-operationer, for eksempel i Afrika, hvis operationens mål og virkemidler i øvrigt giver mening (!)

Senere kan Danmark melde sig ind i PeSCO, når erfaringerne og ”folkestemningen” gør tiden moden til en mere vidtgående Folketingsbeslutning – men uden folkeafstemning.

Hele temaet omkring ”retsforbeholdet” viser, at Folketingets partier (inklusive Dansk Folkeparti), har solid (vil nogen sige lidt hyklerisk?) tradition for at ”spørge folket” – hvorefter de videst muligt gør det modsatte af dét, som ”folket” stemte for.

Det hænger jo ikke sammen.

Danske soldater bør ikke sætte livet på spil (og i krig sætte andres liv på spil), for pludselig at blive udsat for en negativ folke-stemning, bare fordi politikerne ikke rettidigt (dvs. nu) udviste moralsk mod til en bred åben diskussion, og politikerne i stedet valgte at ”fifle” ved at gå ”bag om folket”.

Debatten om EU-forsvaret har i danske medier været tilbageholdende.

At øge debatten om EU-forsvaret er netop ikke at ”fifle” - men at gå åbent ind et tema, som Danmark ikke kommer udenom.


Karsten Riise
Partner & Editor

CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Titanic May taber og taber igen

2 juni 2017

Titanic May taber og taber igen

Af: Karsten Riise

Som Titanic sejlede May ud i falsk forvished om, at hun umuligt kunne synke på det valg, hun selv udskrev i et anfald af opportunisme.

Men Labor haler ind. Ikke fordi briterne rykker mod venstre, men fordi britterne er ved at se skriften på Brexit-væggen - og dét som Brexit-skriften skriver, er ikke en smukt fremtid for UK. Samtidig står UKIP - de højtråbende brexitérer - til at tabe stort.

Der er nu så stor usikkerhed om udfaldet, at det i sig selv er et kæmpe nederlag for en britisk leder, der ikke har evnet at håndtere TV-debatter uden at gå ned som en u-båd, og som ellers stod til en kæmpe sejr før hun udskrev valget.

Ja, før blev May af nogen kaldt "u-båds-May" - hendes nye navn kan nemt gå hen og blive "Titanic-May".

May har allerede tabt.

Og ligesom Titanic, så er skibet May ikke forberedt med tilstrækkeligt redningsmateriel - for hun troede jo ikke, at hendes skib kunne synke. May har ikke nogen alternativ "plan B".

Selv hvis May igen får parlamentarisk flertal, er valgets forløb i sig selv en så rystende usikkerhed for de konservative, at May efter valget 8 juni politisk vil stå MEGET svækket.

Hvem stikker først kniven i May de næste 18 måneder? Dét gør naturligvis ifølge god britisk konservativ tradition May's egne Tory back-benchers - ligesom de endte med at gøre med Thatcher, da HUN blev for meget, selv for dem selv.

(Cameron, du har en chance igen!).

Det bliver en svag UK-leder, som nu skal til fuldstændig komplet umulige 18-måneders forhandlinger om Brexit. 18-måneder, var det ikke 2 år? Nej, May har jo allerede spildt 3 måneders kostbar forhandlingstid på sit valg - og forhandlingerne skal afsluttes mindst 3 måneder (snarere 6 måneder) før de 2 år udløber, for at give tid til efterfølgende godkendelse i alle de fortsættende EU-lande.

Der forestår nu Brexit-forhandlinger, som simpelthen umuligt kan lykkes for UK. EU-forhandlinger, hvor ALLE EUs nøgle-ledere vil presse så meget, at May går ned.

Forhandlinger, som vil koste May og UK så meget, at det bliver svært at forestille sig omfanget af UK og May's næste nederlag.

Godt at Dansk Folkeparti nu er begyndt at holde mund med at lufte idéer om, at Danmark eventuelt skulle følge UK ud af EU.

Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

May mod kanten

5 oktober 2016

Brexit - Ms. May sætter kurs mod kanten

Af: Karsten Riise

Brexit-sagaen i Storbritannien tager nu en ny kedelig vending.


Med taler og presse-meddeler i britiske medier, åbner Premierminister Ms. May, Indenrigsminister Amber Rudd, med støtte fra "De Tre Brexitérer" i hendes regering, for en skærpet tone.

1. Virksomheder i UK skal pålægges byrdefuldt bureaukrati med skarp indrapportering vedrørende ansættelse af udlændinge. Trusler om straf vil utvivlsomt følge.
2.  Virksomheder i UK vil blive udsættes for stats-indgreb (som skal udarbejdes) for ikke at "ansætte udlændinge, hvis der kan kvalificeres lokale". Det lyder smukt, men vil men lyder som en symbol-politik som kan blive hæmmende for virksomheds-klimaet i Storbritannien.
3. Virksomheder i UK får derved fremover mindre frihed til at finde og ansætte de bedst kvalificerede - lige fra faglærte arbejdere og op til top-uddannede, fordi udlændinge vil blive ramt af mistænksomhed, chikane og bureaukratisk besværliggørelse.
4. Virksomhederne i UK skal fremover svækkes i deres handlekraft med mere medarbejder-indflydelse - præcis som i flere EU-lande. Det lyder også smukt - men erfaringer fra andre EU-lande peger på, at større medarbejder-rettigheder mindsker lysten til at ansætte.
5. Udlejere skal i deres erhverv overvåges og straffes med fængsel for at leje ud til udlændinge, hvis det viser sig, at de ikke havde emmigrations-papirerne i orden. Problemet er jo, at udlejere nu skal spille politi-mand i Storbritannien, og udlejeren kan jo aldrig være helt sikker på, om en udlændings papirer er "gode nok" - så mange udlejere vil fremover sikker slet ikke udleje til udlændinge. Derved chikanerer Ms. May nu alle udlændinge i Storbritannien på deres adgang til bolig.
6. Udenlandske studerende får sværere adgang til Storbritannien - det rammer universiteter. Der har allerede været forlydender om, at britiske universiteter vil oprette filialer i på kontinentet. Ved at flytte til kontinentet kan man fortsat læse på et britisk universitet - i EU !
7. Flere og flere udlændinge - også svenskere, tyskere og højtuddannede - føler sig generet og truet, og mange tør ikke tale på gaden i England, af frygt for at tiltrække vold. Det viser en forespørgsel som en britisk avis har lavet til udenlandske ambassader, samt en artikel på CNN Online.
8. Japanske bilfabrikker og andre internationale virksomheder er allerede stærkt bekymrede over Brexit. Pressen i UK har ikke kun kritiseret kinesiske investeringer i atom-kraft, men også kritiseret at kinesere investerer i harmløse industrier, som feks. lystbåds-værfter.

Alt imens sekonderer "De Tre Brexitérer" i den britiske regering nu Ms. May med det ene ubrugelige løfte efter det andet om, at en "hård" Brexit bliver den rene kagedans - en gnidningsløs gang for Storbritannien mod et nyt globalt Shangrila.

Britisk politis statistik dokumenterer, at vold mod udlændinge er steget markant efter Brexit-afstemningen 23 juni i år. I nogle uger efter afstemningen har voldsniveauet mod udlændinge været op til 50% over sidste år - og det ser ud til at fortsætte på niveau 15%, dvs. markant højere, end tidligere. En polak er blevet myrdet og flere overfaldet på åben gade. Udenlandske ambassader er begyndt at føre statistik - selv Sveriges ambassade konstaterer verbale overfald. Ms. May har intet gjort for at begrænse hate-crime, vold og drab mod udlændinge - hun har ikke engang fordømt det.

Ms. May bærer et tungt ansvar for, at der i Storbritannien hersker et klima af stigende vold mod udlændinge. Ms. May var endda selv indenrigsminister med ansvar politiet inden hun blev premierminister - i dén tid har hun tilsyneladende HELLER IKKE lavet tilstrækkeligt forebyggende arbejde mod hate-crimes. Når hate-crimes kan ramme tyskere og svenskere i Storbritannien, så kan de også ramme danskere.

Britisk presse har IKKE klart fordømt de kraftigt stigende hate-crimes mod udlændinge i Storbritannien. Pressen i UK hetzer kun mod "kriminelle EU-migranter" (begrebet "EU-migranter" omfatter altså også danskere). Faren for udlændinge i Storbritannien er ikke så meget London eller Scotland, men i engelske provinsbyer, som feks. Harlow med 50-80.000 indbyggere, hvor én polak blev myrdet og flere maltrakteret af unge-grupper.

Brexit kunne være en chance for, at Storbritannien (efter lang, hård EU-exit) kunne åbne sig mod verden - i øjenhøjde.

I stedet for en positiv vision, så sætter Ms. May nu kurs mod mørkeland - mod at begrænse Storbritannien, at mindske tolerancen, at gøre forretningslivet sværere, at distancere hendes central-regering fra kritiske stemmer i Skotland, Nordirland og Wales  - i det hele taget at øge spændingerne og gøre det generelt ubehageligere for udlændinge og virksomheder i Storbritannien.


Karsten Riise
Partner & Editor

CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Spøgelseskrigen

9 august 2016

Brexit og spøgelseskrigen

Af: Karsten Riise

September 1939 kom Storbritannien i krig i Europa. Krigen var erklæret, tropperne stillet op - men for de britiske tropper skete der absolut intet i 8 måneder.


Det blev kaldt "spøgelseskrigen". Da Storbritannien først rigtig kom i krig i maj 1940 blev de britiske tropper til gengæld fuldstændig løbet over ende.

På lignende måde ligner Englands exit fra EU i denne periode en "spøgelseskrig".

Beslutningen om at forlade EU er taget, i hvert fald for Englands vedkommende (Nordirland og i hvert fald Scotland ser det meget anderledes). Den britiske premier-minister har erklæret at "Brexit betyder Brexit" - men den praktisk-juridiske konsekvens i form af udmeldelse jvf. Lissabon-traktaten Art. 50 mangler fuldstændig. Bortset fra nogle få flygtige besøg i Tyskland, Frankrig og sågar Slovenien, så sker der absolut intet på den ydre front. På børsen i London fortsætter orkesteret ligesom i restauranten på Titanic med spille til dans, som om intet dramatisk var hændt.

Når englænderne ikke kan udskyde Brexit længere, så kan begivenhederne godt gå hen og blive hurtige og voldsomme.

Euro-skepsis er et udpræget engelsk provins-fænomen. London stemte "remain" og det samme gjorde Skotland og Nordirland. Det engelske provins-fænomen, euro-skepsis, er nært forbundet med Englands tabte selvopfattelse som imperium. Som imperie-mand var ingen anden end selveste Winston Churchill i 1948 fortaler for "Europas Forenede Stater" - han talte for fælles europæisk over-suverænitet på mange områder, herunder fælles mulig valuta. Det gjorde Churchill udfra en følelse af, at England via imperiet "besad de fleste af Afrikas ressourcer" og at England som formel (men forgældet!) "vinder" i 2. verdenskrig var født som leder(en) i Europa. Sejren skyldtes i virkeligheden i uundværlig grad Rusland og USAs involvering. Dengang i 1948 følte England og Churchill sig forbundet med Frankrig, som også så sig som "imperium", modsat USAs daværende selvforståelse.

Siden har Frankrig og Europa fundet sammen i en ikke-imperial virkelighed. Selvom Frankrig stadig har drømme om "Francafrique" - det fransktalende Afrika - så er Frankrigs selvforståelse solidt forankret i Europa. Hvad både Frankrig og Tyskland lærte i to blodige verdenskrige var også, at uden at disse to lande finder sammen og tilpasser sig hinanden i deres store nationale egoer, så bliver der aldrig fred. I England var det nationale over-ego imidlertid netop dét, som holdt England og Storbritannien gående i de mørke år, hvor den engelske hær var udraderet ved Dunkirk, og Europa var besat. På kontinentet er nationalisme forbundet med noget problematisk, med en farlig chauvinisme, mens den "storslåede" nationalisme i England næppe har fået den samme dubiøsitet som noget potentielt yderst farligt.

England har ikke, på samme måde som Frankrig, erstattet imperiets forsvinden med en europæisk selvforståelse. 

Englands imperium er (som Frankrigs) gået den vej hønsene hakker. Først faldt Englands kolonier (det ydre imperium) væk.  Siden er det gået mere end for Englands selvbevidsthed i nærområdet (det "indre" imperium) med større ikke-provinsengelsk selvbevidsthed og selvstyre i Skotland, Nordirland og endda Wales og Greater London, er det "indre" imperium af et "forenet" kongerige (the United Kingdom) smuldret.

I takt med tab af selvværd, er (provins-) Englands tiltro til sig selv i europæisk sammenhæng gået fra en overlegenhedsfølelse af at være dem, der virkelig styrer sagerne, til stigende identitetstab, mindreværd, angst og skepsis. Tabet af kulmine- og jernarbejdspladser gjorde kun denne udvikling sværere for provins-England. Fru Thatcher var på mange måder inkarnationen af denne triste engelske udvikling, hvor hun gen-forstærkede Englands imperie-selvbevidsthed (hvis grundlag udover et par Falklandsøer for længst var forsvundet) og gjorde en dyd ud af euro-skepsis ved at starte nogle EU-konflikter, som i deres udbasunering og langvarige ødelæggelse af EU-relationer til Berlin, Paris og Rom ofte var mere symbolske end rimelige eller praktisk fornuftige.

En englænder sagde til mig på en nylig Brexit-konference på Børsen, afholdt af det britiske handelskammer: "Krads en englænder på ryggen, og du finder en imperialist." Det er på tide, at englænderne (især flertallet i provinsen) nu over 55 år efter tabet af Kenya og siden tabet af Hong Kong omstiller deres identitet til realiteterne. I stedet for realitets-erkendelse, kunne det se ud til, at mange engelske europ-skeptikere fyldes af store illusioner om Englands ikke-eksisterende imperiale muligheder.

Det bliver en brat opvågnen, når spøgelseskrigen i Brexit bliver til en rigtig konflikt.


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS
CHANGE MANAGEMENT

Taber ansigt

5 juli 2016

England taber ansigt

Af: Karsten Riise

Siden Thatcher, har England i over 30 år fået alle mulige uberettigede rabatter og særordninger. Og EU har været samarbejdsvillig.

Nu hvor Englænderne ultimativt vil det sidste, en situation som Englænderne selv har valgt, går Englænderne totalt i spåner. Englænderne ville både dette og hint – både hist og hisset –  nu står de som får (undskyld) og kan pludselig stort set INTET. Det er en hård beskrivelse, men desværre rammende.

Tidligere kunne England klare modgang. Nu, hvor modgangen jo bare skyldes dem selv, viser de den største ... (ja, jeg mangler ord). Verden må da overalt miste respekt for England.

Tab af respekt gør Englands position i verden endnu mere vanskelig. Hvem vil dog vise velvilje overfor et land, som har fået så meget, og som nu ikke står ved at leve op til deres egen beslutning?

Det vil ramme England hårdt - både i EU, som skal give dem handelslempelser som 3dje land, og ikke mindst på de østlige markeder, hvor omdømme betyder så meget, og som skal eftertragte det britiske ”Brand” hvis det skal lykkes for England bare delvist at kompensere for sit kommende tab af marked i EU.

Asiater vil mindre begære vestlige varer af et svagt England.


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS
CHANGE MANAGEMENT

Adskilte pengekasser

29 maj 2012

Lav adskilte pengekasser i Europa

Af: Karsten Riise


Nærmest ubegrænsede garantier i Europa

Retningen i Europa er, at landene er på vej til ubegrænsede garantier for hinanden - én stor pærevælling. Rige lande er så bange for, at problemer i Grækenland, Portugal osv. skal vælte Euro’en, at de giver enorme og uoverskuelige stats- og bank-garantier til problem-landene. Hertil kommer så EUs snak om ´Vækst-pagt´ med nye enorme udgifter, discipling og garantier. Risikoen er, at EUs samlede budget fremover inddrages som låne-garanti, således at Danmark via sin andel af EU
kommer til garantere for Italien.

Mængden af kreditter på kryds i Europa bringer Euro´en i fare, og der er tilmed givet visse sikkerheder i EUs samlede budget, hvor Danmark også hæfter.

Selvom det meste af Europa har indført Euro’en, så er det fortsat muligt og afgørende nødvendigt, at
indrette Europa således, at alle lande opretholder adskilte kasser. Italien og Grækenland skal stadig
fremover kunne gå konkurs -- det kunne de måske lære noget af. Danmark er afhængig af Euro-zonen
og eksportmarkedet Tyskland, så isolering af stats-kasserne mod andre landes bankerot er afgørende
for Danmark.


Tidlige erfaringer fra USA kan inspirere EU

I 1840´erne lod USA i alt 9 stater gå fallit. De 9 amerikanske fallit-stater rummede en fjerdedel af USAs befolkning, svarende til at Italien, Spanien, Portugal og Grækenland på én gang gik fallit. Som
bekendt overlevede dollaren, så der er al mulig grund til at mene, at Euro´en med nødvendige forholdsregler skal kunne modstå en lignende fallit blandt Europas gældsplagede lande.

Den Europæiske Centralbank (ECB) skal løbende offentliggøre præcis hvilke udestående, der kan påvirke de øvrige EU-lande, deres banker og nationalbanker ved en fallit i Grækenland, Italien m.fl.

Derpå skal ECB udarbejde 2 handlingsplaner. ECB-Handlingsplan nr. 1 er en forberedelsesplan før en eventuel stats-bankerot i et Europæisk land, hvor ECB opgør de gensidige kryds-hæftelser, identificerer alle risici og laver et system for målrettet inddæmning og håndtering af kryds-risici.

ECB-Handlingsplan nr. 2 skal være en køreplan med IT-systemer for, præcis hvordan ECB rent praktisk vil afskære et eller flere Euro-fallit-lande fra at vælte resten af Europa, hvis uheldet er ude.

Finansmarkederne skal forstå, at alle lande i Euro-zonen (selv Tyskland) vil kunne afskæres fra Eurosystemet ved tryk på en knap.


Karsten Riise
Partner & Editor